Funderinger.

Det er nu godt 3 måneder siden jeg sidst skrev her. Siden da har jeg været i DK i November og Lars har været her i Julen. Det var herligt at se alle mine F.D. kollegaer og børn/unge på centret. Men fremforalt var det skønt at være sammen med min elskede Lars. Og det er lige det som er så svært. At være uden hinanden i det daglige. Det har jeg opdaget nu. Jeg var vist lige lovlig optimistisk da jeg erklærede at jeg da sagtens kunne være uden ham,da jeg jo nu er rigtig meget mormor og omgås med Emma og hendes lille familie der jo snart udøges med en pige til. Det glæder alle sig naturligtvis meget til men mest tror jeg moderen og faderen og storesøsteren naturligtvis. Emma bliver en rigtig fin storesøster. Hun har været med til Jorsdmoderen når Anne har været på kontrol og har mærket på lillesøsters fødder inde i maven.Så hun er i den grad indviet i det nye liv.Men der mangler en som jeg kan glæde mig med og det er jo ham jeg deler mit liv med ,-bedstefaderen. Han er min store kærlighed, min bedste ven, faderen til vores Anne og svigerfar til Ronnie. Han er Bedstefar med tryk på Bedste. At skulle vente i 1 ,1/2 år endnu føles lang tid. Igår havde jeg atter en af de der dage hvor jeg følte at jeg havde behøve ham her. Til at trøste og støtte. Jeg bekymrede mig for mig selv og for andre. Men måske netop fordi jeg engagerer mig så meget i min nye rolle som mormor glemmer jeg at tænke på mig selv. Jeg behøver jo også at blive pyslet om engang imellem, få lidt kropskontakt  gøre noget for mig selv. Det har jeg tænkt at råde bod på nu. Jeg har booket træningslokalet og jeg har bestemt mig for at spise ordentligt. Sådan mad som er godt for min krop og i de mængder som gør at jeg kan blive af med mine mange overflødige kilo og dermed få det bedre med mine knæ. Så kommer den mentale helse helt af sig selv. Men jeg vil stadig savne min kære mand ved min side.