Forkølet.

Siden sidst har jeg pådraget mig en ordenlig forkølelse med en besværende hoste og stoppet næse. Nu kurerer jeg mig med næsedråber og masser af vand og te. I dag måtte jeg ud og skovle sne efter at den store plov havde været i farten og havde efterladt en plovkarm på en halv meter. Men med boligforeningens gedigne skovl går snerydningen som en leg. Nu er sneen heller ikke tung da temperaturen er -5 grader. Så det er let at flytte. Nu kan jeg atter komme ud og ind til hoveddøren.

 Igår fik jeg besked fra mammografien at alt var normalt. Det er skønt at vide inden jeg skal afsted til DK i næste uge. Jeg glæder mig som et lille barn og håber nu bare at forkølelsen,specielt hosten, giver med sig inden da.Det skal den bare.I næste uge kommer vennen Ulla -Britt igen på besøg. Hun skal på UNI hele næste uge og så bor hun hos mig. Hun havde vundet en billet til en danseforestilling på Norrlandsopraen her i Umeå og har booket en ekstra billet til mig som hun vil byde på. Det siger jeg da ikke nej til og jeg håber at jeg er fit for fight til da.En forkølelse varer en uge eller 7 dage lige meget hvad man gør, så jeg tror nok det skal lykkes at være rask næste onsdag.

Funderinger.

Det er nu godt 3 måneder siden jeg sidst skrev her. Siden da har jeg været i DK i November og Lars har været her i Julen. Det var herligt at se alle mine F.D. kollegaer og børn/unge på centret. Men fremforalt var det skønt at være sammen med min elskede Lars. Og det er lige det som er så svært. At være uden hinanden i det daglige. Det har jeg opdaget nu. Jeg var vist lige lovlig optimistisk da jeg erklærede at jeg da sagtens kunne være uden ham,da jeg jo nu er rigtig meget mormor og omgås med Emma og hendes lille familie der jo snart udøges med en pige til. Det glæder alle sig naturligtvis meget til men mest tror jeg moderen og faderen og storesøsteren naturligtvis. Emma bliver en rigtig fin storesøster. Hun har været med til Jorsdmoderen når Anne har været på kontrol og har mærket på lillesøsters fødder inde i maven.Så hun er i den grad indviet i det nye liv.Men der mangler en som jeg kan glæde mig med og det er jo ham jeg deler mit liv med ,-bedstefaderen. Han er min store kærlighed, min bedste ven, faderen til vores Anne og svigerfar til Ronnie. Han er Bedstefar med tryk på Bedste. At skulle vente i 1 ,1/2 år endnu føles lang tid. Igår havde jeg atter en af de der dage hvor jeg følte at jeg havde behøve ham her. Til at trøste og støtte. Jeg bekymrede mig for mig selv og for andre. Men måske netop fordi jeg engagerer mig så meget i min nye rolle som mormor glemmer jeg at tænke på mig selv. Jeg behøver jo også at blive pyslet om engang imellem, få lidt kropskontakt  gøre noget for mig selv. Det har jeg tænkt at råde bod på nu. Jeg har booket træningslokalet og jeg har bestemt mig for at spise ordentligt. Sådan mad som er godt for min krop og i de mængder som gør at jeg kan blive af med mine mange overflødige kilo og dermed få det bedre med mine knæ. Så kommer den mentale helse helt af sig selv. Men jeg vil stadig savne min kære mand ved min side.