Melankoli.

Sidder her en mandag formiddag og er lidt come si come sa. Savner min kære mand så meget. Tror jeg er inde i et lille tomrum for tiden. Jeg har bestilt rejse ned i midten af november og skal denne gang flyve fra Umeå. Jeg har bestemt mig for at overvinde min flyveskræk, så igår cyklede jeg ud til flyvepladsen for at sondere omgivelserne.Det var vist en rigtig klog beslutning. Umeå Airport har på deres hjemmeside  en side for personer som har flyveskræk og der er bl.a 10 gode råd til hvad man kan gøre selv for at lette på den. Et af rådene lød at man skulle bekendte sig med lufthavnen, hvordan sager og ting foregår og så ellers bare kikke på når flyene letter og lander. Så det gjorde jeg igår. Jeg må vel stå herhjemme inden jeg skal afsted og gøre som Lasse Åberg i filmen, Selskabsrejsen; sige til mig selv som et mantra; jegkan flyve, jeg kan flyve.

Nok om det . Jeg har været en del ude at cykle på det seneste , men så har vejret også været kanon. Det er en rigtig god måde at lære at kende byen på. Hver gang jeg skal ud kikker jeg på kortet og ser hvor jeg ikke har været og så tager jeg en tur der. Når jeg har gjort turen tegner jeg ind på cykelkortet og der er efterhånden ikke mange steder jeg ikke har været. Næste sommer skal jeg cykle udenfor Umeå ud til Holmsund som ligger ved havet, og så er der også en mulighed for at tage toget til nærliggende byer og cykle der. Vi har jo numere tog der går til Örnskoldsvik og til Lycksele. Det er skønt at også vi heroppe i nord får del af infrastruktur penge og kan tage den kollektive trafik på spor.

Imorgen skal fam Björnström og jeg på middag på byens delikate italienske restaurant. Det er en noget forsinket fødselsdagsmiddag som jeg lovede på min fødselsdag, men da var jeg jo i DK. Er spændt på hvordan det falder ud. Men jeg glæder mig. Det er iøvrigt så skønt at være så nær at ens svigersøn sms´er og spørger om man har lyst til at komme over og spise oksekødsoppe. Og så tager man cyklen og på 5 min er man der. Alletiders.I det hele taget er det jo lige sådan jeg havde forestillet mig det kunne blive når jeg flyttede herop. Ligesåvel at jeg er klar til at tage imod Emma når som helst.

Jeg har rigtig meget at være glad for , men der mangler en meget vigtig person hos mig. Og lige nu savner jeg bare så meget.

Rapport fra en f.d. Vejenbo

Hej allesammen. Her kommer lidt nyt fra Röbäck. Det har været en travl høst hvad angår at vænne sig til sit nye liv. Jeg har, efter en herlig ferie i Tärendö med elsklingen , været meget med barnebarnet, verdens bedste Emma. Det er jo hende der er årsagen til at jeg flyttede herop. Jeg ville være mormor på heltid. Emma stortrives i mit nye hjem. Hun og jeg har hengivet os til legens herlige verden, hun har fået et staffli og malelærred og kreerer fin- fine malerier. Der bliver leget fantastiske lege med nipsting og dukker. Vi har været på promenader i  lilleskoven og så elsker hun at bade badekar hos mig og at få sove over i min seng mens jeg sover i bedstefars endnu tomme seng da han jo først flytter op om et par år. Jo det går forrygende på den side af fronten. Og så er der jo den sidegevinst at hendes forældrer kan få mere tid til hinanden når jeg er her og at de kan bruge mig som aflastning.Nu er der jo en lille ny på gang som kommer til foråret og det er jo spændende. Der har da været tid for mig at tage en tur til Vejen til min kære savnede mand som nu bor alene i vores store hus. Det var så skønt at igen være sammen med ham og vi nød det begge meget. Det blev da også til et par besøg på min gamle arbejdsplads Specialundervisningscentret og kære gensyn med både børn som kolleger, og ikke at forglemme et kært gensyn med vores venner Henny og Andreas som vi fejrede min fødselsdag sammen med.Et besøg på tandklinikken var også reserveret med verdens bedste tandteam. Nu stunder det til julen inden jeg ser min elskede igen. Oh der er længe til synes jeg!! Nuvel jeg fylder også min tid med oplevelser. Jeg har købt en elcykel som jeg ræser rundt på og lærer mig Umeå at kende. Igår var jeg på en aldeles vidunderlig tur til et udstillingscenter lidt vest for Umeå. Der tog jeg en del billeder. Jeg cyklede langs elven og det er fantastisk at ikke være længere væk fra centrum som altid syder af folkeliv og så pludselig føle at man er  i guds frie natur, ikke kunne høre noget trafik men kun bruselyden fra forsen. Det har jeg virkelig savnet.Det er hvad jeg kalder livsværdier. Snart er det vinter heroppe og så kan man løbe på ski på løjperne der begynder lige henne om hjørnet. Som I kan forstå er livet blevet precis som jeg ønskede mig. Det eneste men er at jeg endnu er alene her i vores lille rækkehus men det varer heldigvis ikke så længe og jeg glæder mig bare sådan til at min elskede skal flytte herop fysisk også. Endnu er han bare her i form af hans navn på postkassen. Life is beautiful.